I Dalen hist, hvor Byens Huse titter
som Fugleunger over Redens Kant,
hvor Bondens Gaarde, uden Prunk og Flitter,
sig dølge bag de ranke Poplers Gitter
— Min Barndoms lykkelige Tid henrandt.
O tusind Minder, lyse, lykkelige
omkrandse Dig, min gamle Fødeby!
Du — Hovedstaden i mit Barnerige —
engang mig tyktes skjøn, fast uden Lige,
og end min Tanke tidt Du aabner Ly.
Mit Hjem er kun en Hytte lav og lille
med hvide Vægge og med Tag af Straa,
men Solens Straaler paa dets Mure spille,
og Lærken slaar henover det sin Trille,
og tusind Blomster om dets Grundvold staa.
Du lille Stue, fuld af Fred og Hygge,
hvor Kjærligheden tog mig ømt i Favn!
Kun fattig var Du efter Rigmands Tykke,
dog ingensteds jeg følte større Lykke,
og ingensteds jeg følte mindre Savn.
I Mark og Enge, Have, Sti og Stræde
jeg mindes grant endnu hver Plet, hver Krog.
Her nød jeg Uskylds rige, rene Glæde,
her monne jeg de første Taarer græde,
her Livet skrev sit første Tankesprog.
Her nød jeg mine Fritidstimer søde,
her tumled jeg mig under Larm og Støj,
snart strakte jeg mig mellem Blomster bløde,
og snart paa Ryggen af »den lille Røde«
jeg lystig over Eng og Agre fløj.
Her tog ved Aftenstid saa tidt jeg Stade
og hørte til fra Gavlens lave Bænk,
naar Viben skingred over Engens Flade
og Rylen snurred paa sin Serenade,
mens Mosen hvidnede af Duggens Stænk.
Tidt var det mig, naar Vinden sagte blæste,
og Maanen lyste med sin Flamme stærk,
som om en ukjendt Aand mig monne gjæste,
som om Naturen dæmpet for mig læste
sit store, mageløse Digterværk.
Da gik en Lysning over Hjertets Grunde,
som af sig selv faldt Hænderne i Fold.
Jeg priste Livets Gud, saa godt jeg kunde,
jeg bad for dem, som laa i Søvnens Blunde
og gav mig selv og Mine Gud i Vold.
Hver Gang hin Tid mig rinder nu i Minde
med al sin Lyst, sin Solglands mild og klar
da bliver jeg saa blød, saa glad i Sinde,
da tykkes mig, jeg føle kan herinde,
at lidt af Barnets Sjæl endnu jeg har.