Der er i Sundene Bølger nok,
men tyst om Odde og Næsse.
Kun Sagn er Nattens Tone-Mystik
i Bækkens Klukken, i Rylens
Musik og Skovvindens Midnats-Messe.
Der er i Skoven end Fugle nok,
men tyst under Bøgens Kube.
Ved Valborgsfesten i gammel Tid
slog Finken og Duen til Lyd med Flid,
nu tier hver eneste Strube.
Der er i Kirkerne Salmer nok
og Præster med hvide Kraver,
men Salmen lyder som Suk i Høst,
og Ordets Tjener har tabt sin Røst
— o Søndag, hvor er dine Gaver?
Der er omkring mig end Venner nok
med Malme i dybe Grunde;
men Aandens Ledning fik Brud og sprang,
jeg stirrer og følger Læbernes Gang,
men tavse er alle Munde.
Ak, Verden smiler og mener vel,
at jeg kan spare mig Sukket;
for Livet har sit gamle Humør,
kun er der den Smule Forandring fra før:
der blev et Par Øren lukket.
Mit hellige Hjem, du bliver nok
min Trøst i Tavshedens Øde.
Her messer Mindet som Arnens Præst,
her suser Duen ved Tankens Fest,
her synges ved Aanders Møde.