Ved Festen paa Blaagaard for Seminarieforstander Tang
8de December 1898.
8de December 1898.
Mon Manden ej grundig gør med os Kommers
Det er jo umuligt, at han er halvfjerds
— tænk, saadan en Rejsning og saadan en Manke!
Jeg tror, han vort ærede Selskab fikserer
og lunt med de „syv Gange ti” jubilerer,
men er kun treds.
Nu vel, lad ham hedde den gamle i Dag,
os andre gør han dog glade og unge.
Hvo af os har været med Tang i Lag
og mærked ej Ungdommens Strøm fra hans Tunge.
Vid ejer hans Tale, og Kraft, saa det batter,
og hvo kan staa for hans klukkende Latter?
Det kan ej jeg.
Ej hedder for intet han to Gange Tang,
han har fyldt ud som en Tang „i anden”.
Blandt Kæmper han ragede op en Gang
som nu Bech-Olsen i Bryder-Standen.
Naar Tang blev rigtig i Hovedet bister,
saa stormed han løs (selv paa en Minister)
og Sejr han fik!
„En Administrator af første Rang”
af With han kaldtes — den Ros er ej liden.
Selv Steen — hvor utroligt! — har rost ham en Gang;
men det fortrød han nok bitterlig siden.
Tit Fjender udlo ham af alle Kræfter
og Titler ham gav, saa det lumrede efter,
men Tang var — Tang.
For Frihed, for Renhed, for Aand har han stridt,
for Sang og Humør i Danevangs Skove.
En Oprører var han, en Uro, som tit
har ærgret Folk, som helst vilde sove.
Naar han i et Lag mødte op: „Mine Herrrer...!”
og rullede frem sine vestjydske R’er
— hvor blev der Liv!
Hil sidde du Folke- og Frihedsmand,
du vaagne, sejge, udholdende Jyde!
De Tanker, du slyngede ud over Land,
vil med i den spirende Kornager skyde.
Ej ene fra Flokken, som Festsalen huser,
fra Tusinder ind imod Blaagaard suser
en Tak i Dag.