Jeg kender en Styrismand og hans Brud,
der styrede ud paa Ægteskabs-Skuden.
To Gange har Storken dem ærlig bragt Bud,
men han har mangfoldige Børn foruden.
Skønt „Paterniteten” han stundom har dækket,
Alverden hans Fostersøn kender paa Trækket
og Sven skam med.
Saa har han med Konen vel tit Postyr
med Retter- og Skriftegang, Kvaklen og Kævlen?
Jo pyt — hun beundrer hans Æventyr,
hans Udenoms-Leg med Ægteskabsdjævlen.
Saa tror I, hun skinsyg vil kvæle Poeten,
da er I forskrækkelig vild paa Kareten
fra Lønneskov.
Naar stundom ham hugger Kritikens Næb,
da værger hun tappert hans Ære og Rygte;
hun har nok sin Sjæl i hans Strid og Stræb
og viser ham Vej med Impulsernes Lygte.
Og smilende, bukkende, henrykt, beruset
en Pode hvert Aar han bringer til Huset
og stundom to.
En af dem som Herse til Steinerstad kom,
hans Ry over Lande har suset og smældet,
en anden stak uden om Reitzel til Rom,
ak, han er nu Fange og gemt i Kastellet.
Og vil man i Skovstrups Mysterier granske,
man finder en Flok, hvis Ingvortes ganske
er Fa’rens ligt.
Jeg synes, der er noget rørende i,
at Fruen „bær over” og aldrig ham finter,
men giver hans Lyst og hans Kærlighed fri
og tager saa kønt mod hans Udenoms-Kinder.
— Hvorlunde monstro det Fru Hagerup smager,
at nu han til Kringelgang sammen sig hager
med Hagerup.
Min Tanke er vistnok den hele Floks:
at lade et løssluppet Takkekor tone.
Ja, Tak til den bortgangne Henning Fox,
men mest dog til Bondesen og hans Kone!
Med „Hil!” det forsølvede Par vil vi hylde,
o, kunde vi, kunde vi bare forgylde
dem begge to!