Et hundred Aar —! Tænk, hvilken Sum af Sjæle
har vrimlet over Jord i dette Spand,
har jublet, kæmpet, traadt med haarde Hæle
hinanden under Hadets vilde Brand!
Et Aandetog, utalte Millioner,
forbi os gaar paa Karavanevis,
og Sang og Klageraab i Natten toner,
mens Synet blaaner bort i Maanedis!
Fra fjerne Pol i Syd til Pol i Norden
vi selv i Seklet frem paa Tog os stred.
Og vi fik gjort os underdanig Jorden,
ja fik saa smaat begyndt paa Himlen med.
Langt overfløj i Vid vi vore Fædre,
Lys over Land i Strøm paa Strøm vi gød.
Men Hjertet i vort Bryst — mon det blev bedre?
Og straaler varmere mon Arnens Glød?
Her staar i Skellet nye Millioner
og spejder i den nye Verden ind.
Og Haabets Harpe ud i Natten toner,
mens Aanden væver sine Ønskespind.
Du ny Aarhundred, kom med nye Kræfter,
med Lys, der varmer, Sol, der ej gaar ned!
Giv Bør de Kongebørn, vi længes efter,
de trende høje: Retfærd, Glæde, Fred!