Til Lykke, du glade Brudepar,
til Lykke paa eders Fest!
Skønt ingen mig venter, og ingen mig bad,
jeg er en usynlig Gæst.
Jeg vilde kun titte ad Vinduet ind,
mens sammen I træder en Dans,
jeg vilde kun se, om Brudgommens Blik
endnu har sin straalende Glans.
Jeg vilde kun se ham kaste i Sving
sin elskede, lys og svaj;
jeg vilde kun se, om han favner endnu,
som den Gang han favnede mig.
Ej ej, lille Brud, du ser herud
gennem Vinduets aabne Rum!
Jeg drager mig om bag Buskenes Skjul
og holder mig stille og stum.
— — Hun ligner den unge, gryende Dag,
som Roserne smykker til Fest
— — og jeg den vemodige, høstlige Kvæld
med den blegnende Rødme i Vest.
Nu lægger han Armen omkring hendes Liv:
„Kom hid, lad os danse, min Skat!
Du bliver forstemt ved at stirre ud
i den triste Efteraarsnat.
...Hvad er det, min Brud, hvi gyser du saa?”
— „Jeg fejler intet, min Ven.”
— „Lad os lukke; du bliver saa kold og bleg,
kom hid til Dansen igen!”
Med Sang og Musik og lystige Spring
hans fejrer sin Bryllupsfest.
Og glemt er den triste, høstlige Kvæld
med den blegnende Rødme i Vest.