Der kom en Nat en Stork til Bys
med et Par raske Drenge.
E—j! Sligt Besøg i Mads’s Gaard
man havde ventet længe!
Men tænk, saa kan den dumme Fugl
ej huske Husets Nummer,
men læsser af sit Tvillingpar
i Stine Skrædders Hummer.
Og Stine, som Besøget fik,
var lige bleven Enke,
saa Glæden var nok saa som saa,
hvad let enhver kan tænke;
især da to hun havde før,
— to Tøser vel at mærke —
hvor skulde Brødet komme fra
og Bukser, Kjoler, Særke?
Da Maren Mads’s kigged ind,
hun laa saa mat og bleget.
„Naa, Stine, hvordan staar det sig?
Det var nok én for meget.”
Da saas paa Stines Kinder brat
to lange, vaade Gange:
„Jeg synes efter min Forstand,
at det var to for mange.”
Og mens hun grunder Dag og Nat,
tit dirrer hendes Læbe,
skønt ofte nok hun siger selv:
„Det nytter ej at flæbe.”
Op springer hun en Morgenstund:
„Jeg har ej Tid at ligge;
kan ej jeg ude slide straks,
saa kan jeg spinde, strikke ....”
Men det var ej til hver en Tid,
hun havde Ro ved Rokken;
snart faldt der en, snart sloges to,
snart brøled hele Flokken.
Men Stine var i Svinget rask,
vel og lidt gram i Huen:
her faldt et Ord og hist et Klask,
— saa fik hun Fred i Stuen.
Snart er hun karsk og kan igen
sin vante Gerning magte.
Og det er godt, for netop nu
skal Mads’s til at slagte.
De store tog sig af de smaa,
og Stine stred for Føden,
ja, stred og sled, saa Sveden sprang
fra Gry til Aftengrøden.
Og tappert gaar hun ogsaa løs
ved Bordet paa „Guds Gaver”,
for det, hun sætter her til Livs,
skal mætte trende Maver.
Tit benede hun hjem i Smug
trods Værk og trætte Lænder
— aa, hvilken Fryd, naar der blev rakt
mod Døren otte Hænder!
Naar hun ved Aftenstid fik lagt
de smaa i sine Arme,
en ved hvert Bryst, og begge drak
sig mætte, røde, varme,
da dvæled Blikket skiftevis
paa deres Kinder tykke,
og over hendes Træk der gik
et Skær af Moderlykke.
Saa kom en Sot og rev dem væk,
før Stine ret det vented.
— „Tak du din Gud,” var Marens Ord,
„at han igen dem hented.”
Da saas paa Stines Kinder brat
to lange, vaade Gange:
„Jeg synes efter min Forstand,
at han tog to for mange.”