Hr. Ris — De ved den rige Ris —
en Morgen tager sin Avis
og sætter sig i Stolen lunt til Rette.
„Hvad er nu dette,
som her paa første Side staar med smaat?
„Til de ulykkelige Fiskerkoner.”
— Se se, det maa jeg sige, det er flot:
Etatsraad Knubb med fire Tusind Kroner,
Grosserer Sørensen med to og Lind med ét...
har man dog nogen Sinde Mage set!
Og tænk en Gang: halvanden Spalte!
Død og salte,
der er skam noget at forvalte!”
Som nærmere han Tingen overtænker,
et Drag af Alvor lejrer sig om Munden.
„Hvor er det dog forfærdeligt i Grunden
med disse mange sørgeklædte Enker,
som nu i Armods kolde Hytter staa
med deres stakkels faderløse Yngel!
Man maatte være jo en Slyngel,
om ej man Raad og Lindring tænkte paa.”
Og da han i sit Suk saa langt er kommen,
han tager Tegnebogen op af Lommen,
opsøger paa sin Pult en Konvolut
og lægger i en Seddel af de graa.
„Fem Hundred,” hvisker han med Stemme brudt,
„vil dog en Tid for et Par Hjem forslaa.”
To klare Draaber staa
i Øjnene, idet hans Tanker vandre
op mod Guds lyse, milde Solskinshvælv,
hvor hver en lønlig Daad sin Løn vil faa.
„Ja, Gud ske Tak, at man kan glæde andre
og med det samme glæde lidt sig selv!”
Og med en Stribe vaadt paa Kinden
og rørt Erkendelse forinden
af egen rene Offervillighed
han vandrer Gulvet langsomt op og ned.
Men Trinene bli’r efterhaanden raske,
alt som hans Tanker egenmægtig traske
ind i et sælsomt, ufremkom’ligt Ælte.
Det er, som med sit indre Jeg han stred,
et Jeg, der truer med at vælte
den gode, rørte Ris af Pinden.
Mens Rynke tæt til Rynke føjes,
ved Tankens Vægt hans Hoved bøjes,
han standser brat, endnu med Kinden vaad:
„Har jeg i Grunden Raad?
Nu stunder til min Fødselsdag med Gildet ...
jeg kunde dog vist med lidt mindre nøjes;
Gud ser jo dog kun paa, hvad man har villet.
Hvorfor skal jeg i Givernes uhyre Hær
vel være blandt de første, mellem Blænkerne?
Der kommer saamænd Penge nok til Enkerne.”
Og efter at han nærmere en Stund
har alle Forhold grundig overvejet
og særlig egne Forhold vendt og drejet,
han mener, at han rolig kan forsvare
en Del af Summen til sig selv at spare.
Thi ender han med ét al Kamp og Prutten,
ta’r tvende Hundredkrone-Sedler frem
og putter dem
ind paa den andens Plads i Konvolutten.
Hvorpaa helt glad han til sin Dont sig vender
og gnider sine fine, hvide Hænder,
imens det i hans Indre toner:
„Der tjente jeg min Sæl tre Hundred Kroner!”
Da han ved Frokosttid har stillet Sulten
og faaet Ild paa en Cerut,
han ser den indholdsrige Konvolut,
som ligger ventende endnu paa Pulten.
Hr. Jeg — den indre — ytrer sig paany
og taler ærlig, uden Blu og Sky:
„Mon Pengene nu kommer ret til Nytte
derovre i den fjerne Fiskerby?
Hvem kender Livet i en Fiskers Hytte,
hvem kender disse Folks moralske Vandel?
Man har saa ofte set,
at Guldet spore kan til daarlig Handel —
Letsindighed og Umoralitet.”
Paa ny begynder Manden at spadsere,
mens Øjet stadig efter Pulten ser.
Han tænker paa, hvor surt de Sedler der
er tjent, hvor han maa om sig være,
hvor han maa slide, vaage, spekulere,
med al sin Tankes Magt
paa Tiden, Konjunkturerne gi’e Agt
for som en Mand at eksistere.
Om ej i alt han følger Katekismen,
saa tør han sige, at han er sit Land
en nyttig Mand,
et virksomt Hjul i Samfunds-Mekanismen.
Men Lønnen for ens Dyd og Hvilens Savn ...?
„Etatsraad?” Pyt, man ej i Bøssen spytter
som visse Herrer af det fine København
(som f. Eks. Knubb, Agent for Birma),
der snobbet bytter
en Guldtut for en Snirkel paa sit Firma
og gi’r til Pris for Latteren sit Navn.
Saa vil dog hellere som Løn han stemme
for lidt Forfriskning ude eller hjemme,
lidt Spas, der kan Humørets Status fremme.
Lad Vognen ogsaa nu og da en Nat
ta’e Fart ad Bakken ned med slappe Svingler,
man kan min Sæl tiltrænge at faa sat
paa Livets Hverdagssuppe et Par Kringler.
— Nu stunder Fødselsdagen til,
den store Dag, da de halvtreds han fylder,
hans Venner har med Puf og Minespil
saa fint ham spurgt, om ej han skylder
paa denne Dag sig selv bl. a.
at slaa et lille Slag for Fædrelandet.
Nu vel, det vil han gerne, med Fornøjelse,
han skylder egen Kraft, der aldrig knak,
og sine Handelsvenners Tillid Tak.
Men ve og ak!
de sløje Tider, Skatternes Forhøjelse . . .
man maa skam stundom kommandere: Bak!
Brat ender han igen al Kamp og Prutten,
og ta’r den ene Seddel ud af Konvolutten.
„Et Hundred Kroner!
Jeg skulde mene, efter mit Erhverv
det er endnu en respektabel Skærv!
Hvad skylder jeg vel disse Koner?”
Da efter Middag han i Stolen hviler
— et lille Gran generet af sin Drøjhed —
den skønne Festdag for hans Øje smiler,
et Mylr af Flasker, Lys forbi ham piler,
og Tanken snurrer om foruden Rast,
indtil den atter kører fast
i Tidens Sløjhed.
Tavs regner ud han Gildets Udgiftsposter,
og skønt han tager varlig paa sin kære Moster
og regner nøje, prutter længe,
saa kan han nok forstaa,
der ryger let en Seddel af de graa.
„Det er dog svært, hvad sligt et Gilde koster —
fem Hundrede — det er skam mange Penge!”
Han rejser sig, ta’r atter til at gaa
og skotter tænksomt hen til Konvolutten:
„Naar man paa anden Vis sig ofre maa,
saa er det der dog vist en Smule Rutten
med Mønten efter min Geschæft og Stilling
— jeg kunde bruge selv hver Hvid og Skilling.”
At Jeg — det indre — er og bli’r det stærke,
det faar hans Overflade-Jeg at mærke.
Han stritter haardt imod, vil gaa sin Vej,
men kan det ej,
han sveder, vrider sig og klør sin Nakke,
men Jeg’erne bli’r ved at skænds og snakke.
„Nu ingen Svaghed, det maa have Slut,
jeg kan en lille Skærv jo altid sende,
hvis Komiteen senere vil ta’e til Takke.”
„Saa ta’r han tavs den aabne Konvolut
og med et Suk han lader Sedlen vandre
i Tegnebogen til de andre.
* * *
Saa rinder op den skønne Mærkedag
— Halv-Ceklets store Udraabstegn —
med Grønt og Flag,
med Haandtryk, Vennesmil og Blomsterregn.
„Ja, kære Venner,” tager Værten Ordet
ved Bordet,
„vi lever i en Tid med Slid og Kamp,
en Tid, da ved elektrisk Kraft og Damp
vort Samfundsliv fik Fart som aldrig før.
„Hold ud, hold ud!” staar skrevet paa hver Dør.
Og se — som gode nationale Slidere
vi laaner alle Sjæl til Organismen,
befordrer Kunsten, lindrer Pauperismen.
Men det skal siges, at vi mod os selv har Pligter,
som tit vi svigter:
Vi kæmper, agter paa hver Tidens Vending,
vi regner, grubler, sveder, gaar i Spænding,
saa tit sig rejser halvt vor Hovedtop;
tit hænger Eksistensen i en haarfin Strop,
tit brænder Nerverne, tit slappes Kraften,
vi trænger, trænger til at stives op!
Saa lad os ret da styrke os i Aften,
forfrisk Dem, mor Dem, nyd af Saften!”
Og Vinen skummer, Viddet strømmer
fra alle Kanter, mer og mer
man Festens Giver rundt berømmer,
velsigner, jubler, græder, ler.
Til sidst en særlig oprømt Skare
ham smykker med en Lavrbærkrans
og halvt i Gang og halvt i Dans
ham under Sang og ærefuld Fanfare
i Guldstol bærer højt,
imens de andre sig forlyster
ved grønne Flaskers Knald og Sprøjt
og skaaler rundt med høje, ædle Røster.
Der er en Stemning oppe i hver Slider,
som rigt forfriske maa for lange Tider.
Og Værten takker, snart med Kinden vaad,
snart ung og kaad;
hver Tanke om hans store Offer tier,
han føler, at den graa, som springer,
gi’r Fremtidsmodet nye Vinger
og fylder alles Bryst med Livsværdier,
han føler med et Velbehag i Blodet,
at han i Aften højner Samfundsmodet.
Og da han hen mod Morgen søger Hiet,
hans glade, svimle Tanker vandre
op mod det store, milde Stjernehvælv:
„Ja Gud ske Tak, man sidder saadan i’et,
at man kan være lidt for andre
og med det samme glæde lidt sig selv!“