Zakarias Nielsen (1844–1922)

Min kære Ven!

                            Du beder om Besked

med Hensyn til, hvordan vi har ’et

hernede med vort Skolevæsen.

Jeg sidder nu med Fingeren paa Næsen

og grunder Panden ganske hed

— det er skam ej saa let forklaret —;

men du vil ta’ til Takke nu med Svaret.

Vi har hernede tvungen Skolegang

fra Vuggen af, til vi kreperer,

og alle — smaa og store — „frekventerer”

den samme Skole, rummelig og hjemlig

        — Fru Livets nemlig.

Vi er i alt en skønne Flok Personer

(man siger fjorten Hundred Millioner),

der rundt paa Kloden er fordelt i Klasser.

Jeg selv maa i den danske ta’ min Tørn,

og du kan tro, der har vi Masser

        af rare Børn.

Vi giver alle store Lærepenge

— Fru Livets Skole er uhyre dyr —

til Gengæld faar vi mangen Tærepenge,

som tit dog hurtig sættes over Styr.

For Resten har vi Fælles-Undervisning

(desværre ogsaa Fælles-Risning),

og det, at Pigerne er Hovedmassen,

det gi’r et voldsomt Liv i Klassen;

de styrer egentlig Kommersen,

og uden dem vi døjed aldrig Persen,

thi du maa vide, at vor Skolegang

        den er én lang,

til Døden fortsat Undervisnings-Serie,

        foruden Ferie.

Jeg selv kan dog helt godt faa Has paa Tiden,

jeg har et livligt Pigebarn ved Siden.

Fru Livets Alder kan der tvistes om,

men meget gammel er hun, Damen,

seks Tusind Aar — er manges Dom;

dog er hun meget livlig a’ sig,

og skønt hun ikke har Eksamen,

hun er dog dygtig til at lære fra sig.

Metoden maa vist nærmest kaldes frøbelsk,

men Resultatet bliver ofte krøbelsk,

thi mange ta’r det hele for Kommers

og leger, lige til de bli’r halvfjer’s.

Ja, jeg vil intet stikke under Stolen:

der er en rædsom daarlig Aand i Skolen.

Jeg selv har mine Fejl — bevars!

Men da mit Blik er skærpet særlig nøje

for Skæven i min Broders Øje,

saa bør jeg sikkert i et Brev til Mars

ej rakke ned mig selv, men fugtle Næsten

        — det er for Resten

en Trang, der kribler alle her bag Vesten.

Vi har af Skolefag „de ordinære”,

der sigter hen paa Kristendom og Dyd,

kort sagt, paa det, som alle Folk bør lære.

Men mange svært ved visse Fag sig vaander,

og højt det kræves nu i Nord og Syd

af fine Hoveder, der kaldes Overaander,

at Kristendom skal tages af Programmet.

        Saa kan du nok forstaa,

det gaar med Dyd og gode Sæder ligesaa:

paa Pulterkammeret med hele Krammet,

for vort Aarhundreds store Tankefang

ej passer mer Moral og Salmesang!

Til dem sig slutter alle raske Drenge,

de mest begavede, de stolte, ranke,

        der lever rigt,

        ja kongeligt

paa egen eller andres frie Tanke,

og hvem det Hædershverv tilfaldt — blandt andet

        at bære Landet.

Og de, der holder paa den gamle Lære

og vidner frit med Pen og Mund,

at de til deres sidste Stund

        den tro vil være,

de har ej Tid at slaa Fornægterne,

for de maa først og fremmest fugtle Sekterne

og holde Øje med hinanden:

om nogen af de Brødre kære

ej trænger til et Kætter-Kryds paa Panden.

Den meste Tid vi bruger til at regne,

og Klang af Kroner evig toner lydt;

men skønt der passes paa os alle Vegne,

saa er det rædsomt, hvor der bliver snydt.

Det er hernede paa vor gamle Klode

        fast bleven Mode

at faa sit eget Facit til at passe

ved Hjælp af Mønt fra andres Kasse.

I Skrivning mange hen sig give

til Kunsten andres Navn at efterskrive;

mest øver man sig paa en Slags Papir,

som hedder Veksler, og det er en Svir

for mange denne smukke Kunst at drive.

For øvrigt ejer selv den mindste Pog

        en Skrivebog,

som vi hernede kalder Glemmebogen,

og deri glemmer aldrig nogen

at skrive smaa og store Pligters Sprog;

Fornærmelser og den Slags Mén

vi skriver helst i Sten.

I Stil vi har en Mængde gode Penne,

der op og ned paa alt kan vende,

fortælle selvopfundne Eventyr, Skandaler,

og hvad der ellers sig betaler.

Her skrives ogsaa mange fine Stile,

hvori det regner ned med Pile,

og mange af dem bliver trykte,

især er de, der klikker Næstens Rygte,

        uhyre søgte.

Til Gymnastik vi har en grumme

Portion med tykke og med tynde Taljer,

og mange aspirerer til Medaljer.

Du skulde se, hvor de kan let sig humme

        og Ryggen krumme

og gøre dyb Honnør med Halen,

naar der er store Folk i Salen.

Og ellers har vi mange svært adrætte,

der over alle Bud og Bomme sætte

— selv mange Pigebørn er meget lette.

Hvad Orden angaar er jeg lidt forlegen;

        thi det er Tingen,

        vi har slet ingen,

i alt Fald har vi ikke megen.

Vi brydes, trænges, Krop ved Krop,

og hujer, hyler op i høje Toner.

Men tænk dig: fjorten Hundred Millioner!

Hvad skal Fru Livet stille op!

Tit er der mellem Klasserne en Kamp,

saa der om Skolen staar en Damp:

de store slaar de smaa til Jorden

og kusker dem med Knubs og Tamp,

det er — fortæller de — Kulturens Orden.

Og Luften fyldes rundt med Raab og Hvin

— du store Allah, sikken Disciplin!

Her i min egen Klasse er vi delt

i Fylker efter Størrelse og Farve,

og tit hinandens Ryg vi saadan garve,

at der er ej af Huden helt.

De stærkeste man altid let kan kende,

de findes altid i den fine Ende.

For Resten skifter Kærlighed og Had,

saa tit man ved ej, hvilket der er hvad:

den ene Time Arm i Arm vi vandre,

og i den næste æder vi hverandre.

Som sagt, der er en daarlig Aand til Stede;

dog er vi mange, som os dydig skikke

og takke Gud med himmelvendte Blikke,

        at ej vi vandre

paa Udyds Bane med de andre.

Jeg selv har altid været god og lydig,

i alle Maader flink og dydig;

men jeg kan aldrig for de andre nære mig,

og det er fælt, saa meget stygt de lære mig.

Vel Flid og Dyd berømmes hos os højt,

men vejer dog i Grunden ej en Døjt.

Nej, det, det gælder om, det er at lugte,

hvor Appelsinen monne hænge,

og saa i Kædegang sig bugte,

ved Hjælp af Kno og Albu frem sig trænge

og passe Stunden, være snild og give

snart den beskedne, snart den hovne,

saa kan den største Skælm, ja selv den dovne

faa Præmie og æret blive.

Man siger nok, at Flid og Dyd paaskønnes

og skal med Hæderspladsen lønnes,

jo pyt! — tit ses de største Lukse

at kro sig højt i Klasserne som Dukse.

Man siger og i alle pæne Kredse,

at Ærlighed og Sandhed sejrer stedse,

        men er det sandt?

Nej, Sandhed er, at Sandhed overflyves

af Løgnen her paa hver en Kant

... aa, det er rædsomt, hvor her lyves!

Paa Legepladsen har vi voldsomt Grin,

især vi Røverlegen ofte øver,

og vi har mangen rigtig dygtig Røver,

der klarer sig, trods nogen Beduin.

Vi leger med hinanden Himmelspræt,

saa mange taber deres Aandedræt;

vi leger ogsaa Mand og Kone

og holder paa den ydre gode Tone;

men heldigvis de Tider er forbi,

da Mand og Kone hjalp sig med hinanden,

nu skifter Konen tit saa vel som Manden,

og Kærligheden bli’r saa yndig fri.

Nu maa jeg sige Stop med Brevet

og lægge Pennen ned igen.

Trods alt, hvad ondt jeg her har skrevet,

jeg af Fru Livet er en lønlig Ven;

men det, jeg her dig hviskende betror,

er ikke for enhver til Fals,

og hvis det rygtes til vor kære Jord,

saa er jeg om en Hals;

thi det er blevet Skoleskik hernede,

at alle bør paa Fruen være vrede

og bande hende ret af Hjertens Lyst.

Naturligvis af fuldt og ærligt Bryst

jeg bander med og giver hende Takken,

        hver Gang i smaat og stort

        jeg har en Dumhed gjort,

og Nemesis mig ta’r i Nakken;

men ellers passer godt det Vink,

som jeg dig ovenfor har givet:

jeg synes, hun er rigtig flink,

jeg holder meget af Fru Livet.

Hun gør sig saamænd ogsaa Umag nok

med hele sin uhyre Flok,

hun sidder selv den hele Dag paa Stolen

og deler Lærdom ud saa vel som Vinker;

jeg ved da ogsaa mange, selv blandt Sinker,

der lærte meget rigtigt godt i Skolen.

Jeg tror, at de faar lært de bedste Sager,

som faar de bedste Huskekager.

Lev vel, min Ven, modtag en Hilsen

fra Vennen

                                Zakarias Nielsen.