Hil dig, du Ungdom — I Piger og Svende,
O som har Jærn i Blodet og Lysning i Blik,
I, af hvis Drømme gaar Gnister, som tænde,
I, som efter Lykken staar evig paa Kig!
Hil dig, du Ungdom, som aldrig blev kold,
kender ej Gyset i Aare og Nerve!
Du er vort Haab i en Ventetid gold,
du er vor sunde Reserve.
Lad dig af Veraab og Suk ej forvirre,
bliv af Bøn og Arbejd for Danmark ej træt!
Tro imod Længslernes Maal skal du stirre,
som en Skytte stirrer mod Ringskivens Plet!
Saga skal hviske i Sjælen dig Lyd,
som ved dens inderste Strenge skal røre,
og som en Manen skal Sukket fra Syd
naa gennem Natten dit Øre.
Mens for de hældende Kræfter det kvælder,
staar du i dit Gry med dit Vaarliv i Brud,
Arbejdets Alvor og Spænding sig melder,
Pligt og Ære ringer til Dagværk dig ud.
Kom med det Livsmod, vi savner saa haardt,
Viljen og Troen, som ej gaar paa Krykke!
Byg dig et Hjem, som er bedre end vort,
— Gud give Visdom og Lykke!