Sært taler Verdensaandens Skrift
fra Sagas sidste Tavler
om Plads for Blodets Krav og Drift,
om Tryk, der Trusler avler,
om Slægtens Længsel: Fred paa Jord,
om nye Fund i Syd og Nord,
hvor Tankens Stridsmænd travler.
Trods Snillets Sejre Verden rundt,
trods Lys i Hal og Hytte,
end kendes Mulm om Land, og ondt
endnu sig Hænder knytte;
end Betler ses ved Rigmands Dør,
end jagne Sjæle nu som før
ved Horebs Hule lytte.
Løft ej dit Blik mod højen Hvælv
med Veraab over Vrimlen,
men prøv at løfte Vrimlen selv
lidt nærmere mod Himlen!
Skaf Luft, hvor høje Længsler gaar,
tænd Lys, der rette Straaler slaar
igennem Folke-Stimlen!
Tryl frem det Haab, der hører Sang,
hvor Folkehavet suser,
den Tro, der skaber Fred en Gang,
hvor Broderhadet bruser!
Drag ind de smaa til Hjertet tæt,
varm op hvert lille Bryst, til ret
det Gud og Næsten huser!
Af Millioner Verdner smaa,
hvis Love Hjertet skriver,
den nye Verden frem skal gaa,
som næste Sekels bliver.
O tænd for Øjet Dagningsskær
og lej os til en Vingaardsfærd,
du store Arbejdsgiver!