I Sjælens Dyb, bag Taagers Slør,
tykkes vi dunkelt at gemme
et Minde fra en Verden før
med Sang og Farvespils-Bræmme,
hvor alt til Harmoni var vendt,
Frihed og Retfærd i Gænge,
hvor Lys var over Sindet spændt
i klare, tindrende Strenge.
Og aldrig blegner Landets Ry,
Styrke af Mindet vi laaner:
det tabte Land skal vindes paa ny,
i Fjernhed Kysterne blaaner.
Med Længsel i hver Himmelegn
spejdes, mens Kuglen sig drejer,
og det er Slægtens Sundhedstegn,
at Tro paa Landet den ejer.
Thi Troen er, at Lys er Magt,
Sandhedens sejrende Kæmpe,
at Lys med Broderaand i Pagt
skal Verdenslidelsen dæmpe,
at Adams Æt en Guddoms-Skat
huser i skjulte Kamre,
hvoraf, med Lid til Herren sat,
den selv sin Lykke skal hamre.
Og dæmrer stundom Haabet bort,
Hjertet dog tror som i Blinde:
Det Lykkens Land, som ej blev vort,
kan vore Ætlinger vinde.
Og medens Slægtens Fremgangstrop
ørker de unge Grunde,
i Bryst paa Bryst der aandes op,
hvor Kræfter før laa i Blunde.
Men naa’r vi Riget aldrig her
— Landet, vi skuer i Blinde —
saa kan af Rigets Sol et Skær
de tusind Arner dog vinde.
Spred Lys, væk Tro, tænd Kærlighed
lok med en Engels Stemme,
saa naa’r mod Landet vi et Fjed,
det Land, vi aldrig kan glemme.