Du Støvets Søn! Hvi gaar Du saa
og famler som iblinde?
Du grunder — og kan ej forstaa,
Du søger — kan ej finde.
Du spørger og faar aldrig Svar,
Du spejder altid, og Du har
dog aldrig Noget fundet.
Du vil Guds Villie forstaa,
hans vise Dom ransage;
Du vil hans høje Tanke naa,
hans skjulte Spor opdage;
Du vil begribe Lysets Gud,
og sætter Skranker for hans Bud,
naar Du dem ej kan magte.
Du vil forstaa, hvorfor Guds Røst
saa tidt Dit Haab modsiger;
og hvorfor Ønsket i Dit Bryst
forgjæves ofte stiger;
Du bøjer vel Dig for hans Lov,
men Læben hvisker sagte dog:
Hvorfor skal jeg mig bøje?
Naar Verdens Daarskab snild og snu
Din Tanke véd at hilde,
naar Kjødets Sands omsno’r Din Hu
med sine Lyster vilde,
da kommer Du saa tidt dertil:
Hvorfor maa ej jeg, som jeg vil,
hvorfor altid forsage?
Naar Fjenden rykker mod Dig frem
og ufortjent Dig krænker,
og Aandens Røst Dig beder: Glem!
Tilgiv Din Broders Rænker!
— da dulmes Hevnens Flamme vel,
men stille lyder i Din Sjæl:
»Hvorfor skal Alt jeg glemme?
Naar syg og mat Du hviler paa
det haarde Smertesleje,
da vil Du ogsaa her forstaa
Din Herres skjulte Veje.
Hvert Suk, som stiger fra Dit Bryst,
udtaler med sin Klagerøst:
Hvorfor skal saa jeg lide?
Naar Sorgens Braad sig trænger ind
dybt i Dit svage Hjerte,
Du sander vel med bøjet Sind,
at Gud er og i Smerte,
men utaalmodigt Hjertet slaar,
og i Dit Taareblik der staar:
Hvorfor skal saa det være?
Hvorfor? Hvorfor? O svage Sjæl
Hvor er Din Tro dog lille!
Søg hen til Livets rette Væld,
sug Kraft af Sandheds Kilde,
at Aandens dybe Himmelfred
paa Barnehjertets Ydmyghed
en Klippetro kan rejse.