Op danske Mænd og Kvinder! nu det gjælder
at værne om vort gamle Fædreland!
Mod Fald og Fjendevold alt stærkt det hælder,
men end af Farens Favn det rives kan.
Ej skal vor Fjendes Sejr, vor Sorg og Smerte
nedslaa vor Hu og lamme brat vor Arm.
Nej, der er Liv endnu i Danmarks Hjerte,
og der er Haab endnu i Folkets Barm.
Men skal vi rejse os, da maa vi vende
vort hele Haab, vort Hjerte og vor Aand
til ham, som al vor Nutidsve mon kjende,
og som vor Fremtid holder i sin Haand.
Det gjælder først af Alt paa ham at lide,
og er vort Sind kun fuldt af Tro og Taal,
da vil forvist han hjælpe os at stride,
saa sandt vi stride mod et ærligt Maal.
Det gjælder om at samle vore Kræfter,
at »slutte Kreds« og dele Kampens Kaar;
thi Sejrsmaalet, som vi hige efter,
vi kun ved fælles Kraft og Villie naa’r.
Det gjælder om ved Ord og Daad at vække
den Kraft, som slumrer end i Folkets Bryst,
Enhver maa med, Enhver maa villig række
sin Hjælp med modig Hu til Kampens Dyst.
Det gjælder om at kalde frem til Live
den Aand, som skal om Danmark holde Vagt,
det gjælder om igjen os selv at blive
og kaste bort hver Traad af fremmed Dragt,
saa Modersmaalet atter frit kan klinge,
saa Færd og Skik kan gaa sin danske Gang,
saa Nordens Folkeaand igjen kan svinge
sig frit og mægtigt over Danevang.
Det gjælder om at øve os itide
med Riffel og med Sværd, thi Kampens Dag
kan komme atter, naar vi mindst det vide,
og da vil Dommen falde i vor Sag.
Det gjælder om, at vi itide fæste
vort Blik paa Faren, hvori vi er stedt,
det gjælder om, at haabe kun det Bedste
og til en Livskamp gjore os beredt!