Sunde danske Skole, Folkets egen,
O jævn i Væsen, høj ved Agt og Maal,
spottet for din Ammesnak og Legen,
bygget under Trængselskaar og Taal!
Hil og Tak Septembervinden vifter
mod din Tinde ind som aldrig før,
Hil og Tak gaar over Bondens Skifter,
toner fra Portal og Husmandsdør.
At du stundom fejlet har og famlet,
saa’ du selv i Ironiens Spejl.
Støt du har dig efter Tugten samlet,
strøget Fantasier, rettet Fejl.
Men de store Linjer for din Virken
staar endnu som før og stryges ej:
Ud til danske Hjem og ud til Kirken,
ud til Lys og Frihed har du Vej.
Glæde har du givet med i Købet
paa den Viden, som de unge fik,
viklet mangt et lille Jeg af Svøbet,
vist, hvor Stien til dets Lykke gik;
hævet har du mangen bøjet Nakke,
tændt i sløve Øjne Tankens Glød,
vist, at Livet skal gaa op ad Bakke,
op til Udsyn over Grav og Død.
Gud dig være nær i Sol og Storme,
bygge Fremtids-Vilkaar for dit Værk,
at sig Sjæle i dit Ly kan forme,
som gør Folkets Leve-Evne stærk!
Slyng som forhen Vagtraab ud i Vrimlen,
led de unge paa Besøg mod Syd,
kald som før til Kirke, kald til Himlen,
kald med Ord og Sang som Harpers Lyd!