Jeg sidder i glade Tanker
og ser over Havet ud,
af Undren mit Hjerte banker
ved lysende Minders Bud.
Aartier er svundne, siden
som Barn jeg tumled mig her,
vidunderlig Barndomstiden
rykker mig atter nær.
Jeg mindes Regnspovens Piben
og Rylens snurrende Sang
og Vingesuset af Viben,
som fulgte mig over Vang,
og Vindens Tag i min Trøje
og Bølgens Stænk paa min Kind
— alt staar indprentet saa nøje,
saa frisk og klart i mit Sind.
Naar Sangsvanens Toner fra Højden
sig sænked mod Jordens Skød,
og Havlittens klangfulde Fløjten
fra Havet i Dæmringen lød,
naar Bølgerne sagtnede Larmen
til stille, stemningsrig Sang,
det var, som jeg følte i Barmen
en vaagnende Digtertrang.
Jeg aned fra lave Tue
hin vaagende Kærligheds-Id,
der spænder sin Himmelbue
med Sol over Verden vid,
der Livet højner og klarer,
forgylder dets Drøm og Daad
og peger for Skabningens Skarer
paa Livsgaadens løsende Traad.
Og hvad der i Barnesindet
steg op i Anelsens Skær,
er groet siden i Mindet
og klaret i Livets Færd:
at Livet, trods hver en Skranke,
naa’r Fyldest for højeste Krav,
naar kun dets højeste Tanke
udmunder i Kærligheds Hav.