Her vandrer jeg saa ene nu,
kun fulgt af Hjertets Drønune.
Mod fjerne Egne gaar min Hu
med Længsler, dybe, ømme.
Aabn, dejlige Matur, Din Favn
og skjul mig i Din Skygge;
der vil jeg aande ud mit Savn,
og aande ind Din Lykke.
Her vil jeg vanke om saa tyst
bag disse dunkle Linde,
og lytte til, hvad Mindets Røst
fortæller mig om — hende.
Om hvordan hendes Blik og mit
har mødtes tusind Gange,
og hvordan hendes Smil saa tidt
mig ret forstod at fange.
Jeg mindes vil de Timers Lyst,
som alt vi sammen nøde,
hvor ømt og kjærligt hendes Bryst
mig altid slog imøde.
Hun elsker mig! Jeg véd det godt
og tør ad Tvivlen smile —
o var der mellem os dog blot
ej disse mange Mile.
Maaske bag Skovens Fjerne nu
hun gaar som jeg alene,
og sysler med uskyldig Hu
med Længselsdrømme rene.
Du Elskte, hvem jeg Dagen lang
maa sukke for og savne,
o, hvilket Møde, naar engang
jeg atter Dig skal favne!