Solen er borte — ak Mulm og Gys
Lyset og Livsvældet lammer.
Glimtende Stjerner, I klare Lys,
Mulmets besejrende Flammer,
skin I nu ind i mit Kammer!
Minder! I er mine Stjerner smaa,
tindrende Lys i mit Øde;
eder min Sol jo har skinnet paa,
og som I ler mig i Møde,
end ved dens Straaler I gløde.
Send mig som Sirius lyse Vink,
naar om mit Sind det er skyet!
Giv mig i skiftende Farveblink
Kærligheds-Lykken fornyet,
lysrig som Venus i Gryet!
Hold eder rene paa Sjælens Grund
til op imod Morgenrøden!
Straal for mit Blik i min sidste Stund,
bland jer med Farvernes Gløden
med Haabet, det store, i Døden.