Tit, naar jeg sidder ene i mit Kammer
og ser paa Billedet, som for mig hænger:
hvorledes Loke sig i Kvaler krænger,
mens Lænken om hans Arm og Ankler strammer,
hvordan hans Hustru, hidkaldt ved hans Jammer,
sig over Klippen frem med Skaalen trænger,
opfanger Ormens Gift og bort den slænger,
saa kun en enkelt Dryp hans Hjerte rammer,
da tænker jeg paa dig, min dyrebare,
trofaste Viv, som Hjælp og Trøst mig bragte,
hver Gang jeg vaanded mig i Tvivlens Snare.
Din Glæde var: min Sorg og Nød at magte,
for Smertens Draabefald min Sjæl at spare,
— o Tak for hver en Stund du Skaalen rakte!