Ja saadan stod jeg og talte og græd, —
da rørte en Haand ved min Skulder;
mod Døren jeg hurtig flygtede ræd
og gjorde et Spræl og et Bulder.
„Nej holdt, kom kun hid, lille Ven, og hør
af mig nu en lille Beretning!
Din jeg nu har hørt, jeg lyttede før
og hørte hver eneste Sætning.
Saa det er din Mo’r og dit gamle Hjem,
som nys jeg dig hørte forgude!
Ja det har med Penslen jeg tryllet frem
en Sommer, jeg laa der ude.
Ja jeg har vel malet i hundredevis
af saadanne Stykker, min kjære,
men dette her bærer dog første Pris,
det bragte mit Navn først i Ære.
Og Tusender hjemme og udenlands fra
har undrende for det sig stillet;
men aldrig dog lyste saa klart som i Dag
af Liv og af Ynde mit Billed.
Den Ramme, du flettede om det i Krans
af Mindernes dejlige Skatte,
har kastet omkring det en Kjærlighedsglans
som du kun og jeg ret kan fatte.
Og derfor, hver Gang jeg herefter det ser,
jeg dobbelt skjønt vil det finde.
— Men sig mig, min Dreng, hvad vilde du her?
Hvad var vel dit Ærend her inde?”
— „Ak kjæreste Herre, jeg er saa forladt,
derfor jeg mig arter saa ilde.
Jeg listed paa Taaen mig let som en Kat
her ind og vilde . . og vilde . . .
. . Men saa — saa blev jeg saa underlig rørt
af Hjemmets Glæder og Goder.
Jeg tror, at vor Herre mig selv har ført
her ind for at møde min Moder.”
— „Det tænker jeg næsten ogsaa, min Ven,
saa bliv da herefter hos hende!
Og tak saa din Gud, at dit Hjem igjen
du havde den Lykke at finde!”