Maanen er en Koblerske,
der unge sammen spinder:
et Sølvstænk i et Pigeblik
— straks gløder Svendens Kinder.
Og mangen lummer Elskovsrus
til Gløden hun fortætter,
naar slesk hun gøgler med sit Smil
i hede Sommernætter.
Men naar de unge vandrer hjem
— ak tit med tunge Miner —
hun sidder bag sit Sky-Gardin
og kigger ned og griner.
Nej, Solen er en ærlig Svend,
der Guld og Glæde spinder,
han raaber Blodet op til Daad
og giver brune Kinder.
Thi raader jeg: vælg ikke Kvæld
men Gry til Elskovsmøder.
Sundt er et Kys, naar Morgensol
i Himmelbrynet gløder.