Som alle ved, er Maanen gift med Jorden
og kredser tro omkring ham paa hans Ture,
hvad der er kønt og ganske i sin Orden.
Men stundom, naar hun gi’r sig til at kure
til Herrer i en mere fornem Zone,
hun kommer helt ud af sin Troskabs Fure.
En Kvæld jeg saa den ikke unge Kon
e sin Elskov vise Solen paa en Maade,
der langtfra vidnede om ærbar Tone.
Knapt over Skovens Kant i Øst hun naa’de,
før hun begyndte imod Vest at knejse
og fyre løs med Hilsner unge, kaade.
Hr. Jord var træt af Dagens lange Rejse,
han anede om Konen næppe noget,
men tænkte bare paa i Seng at dejse.
Jeg tror, at det var halvvejs hen i Taaget,
at han om Aftenfred tog til at hviske,
I hvert Fald var han sløv og søvnig, Skroget.
Men Fruens Smil blev mer og mer poliske,
og hun var ganske purpurrød i Ho’det,
mens efter Gengældssmil hun syntes fiske.
Til sidst Hr. Sol blev ogsaa hed i Blodet,
og syntes uvis paa sin Gang at tøve,
hvad der hos Bejlersken kun ildned Modet.
Det var for Solen en alvorlig Prøve,
ret som i Glød han saa mod Østens Egne,
mens Jordens Træk blev mer og mere sløve.
Jeg stod og blev helt angst paa Dydens Vegne.
Omsider dog Hr. Sol afbrød sin Venten,
og skuffet Fruen straks tog til at blegne;
men rolig, stolt Hr. Sol gik ned ad Skrænten.