Tit, naar du springer om i Leg
og snakker op fornøjet,
der staar en Mand ved Døren tavs
og følger dig med Øjet.
Da kan det ske, at med lidt Dug
der sløres for hans Blikke;
om det er Glæde eller Sorg,
det ved han næsten ikke.
Han glædes ved det Uskyldsliv,
der bølger frem i Legen:
Din Verden er saa lys og god,
langt bedre end hans egen.
Men ak, han ved, den blegne vil,
naar nogen Tid er gaaet;
thi du har og en Draabe Gift
af Evas Æble faaet.
Han glædes ved, at du dit Liv
kan rent og skønt begynde;
men godt han ved, at du en Gang
som Far og Mor vil synde,
at tit vil lyde Suk for Sang,
naar Vejene bli’r trange,
at du skal stride mangen Strid
og græde mange Gange.
Og det kan ske, at tavs han gaar
ind i sin egen Stue
og ved sit Vindu Blikket slaar
op mod den store Bue.
Da blandes sært din Leg og Sang
ind i hans Alvorstanker,
og med saa underlige Slag
det i hans Indre banker.
Selv ser med Øjets klare Glans
du frejdig frem i Livet,
og tusind Løfter med dit Blik
du Far og Mor har givet.
Hvordan du tit i Haab og Tro
er deres Læremester,
det aner selv du lidet om,
du søde lille Ester.