I gamle Dage sad Bonden stolt
ved Herrebordet øverst bænket,
men siden blev han med Baand og Bolt
som Hund til Trælleskuret lænket.
Og nuomstunder er hans Stilling saa,
at han er ved sin første Plads at naa;
en Hæderskrands
med Frihedsglands
af Kongehaand ham frit blev skjænket.
Og Frimandsære og Frimandstarv
han stedse nyde skal herefter;
han værnet har om vor Fædrearv
med Trofasthed og sejge Kræfter.
Han vogted tro endog i Trællekaar
de Gamles Sæd og Skikke i sin Gaard,
i Sagn og Sang,
i Sprogets Klang
han Fædres Minde vel har varet.
Trods svundne Tiders fortrykte Kaar
han ej sit Hjertes Skat forødte,
og led hans Ry end en Smule Skaar,
han var og er dog Danmarks Støtte.
Saa djærvt og trofast som hans Hjerte er,
saa jævn og ærlig er hans hele Færd.
I Sind og Hu
han er endnu
den samme som i gamle Dage.
Naar Frihedssolen ret naa’r hans Bryst
og faar hans Vilje tændt i Lue,
naar Kundskabs Fakkel faar ret gjort lyst
hans Øje, saa det klart kan skue,
da stige skal igjen hans Oldtidsry,
da skal sin Hædersplads han naa paany;
hans gjæve Aand,
hans stærke Haand
skal ingen Magt da mere kue.