Hvor sælsomt Aftenklokken klinger
henover Land fra By til By!
Dens Toner os i Minde bringer
hint Sorgens Budskab nu paany.
O vi behøve ej at mindes
af Klokkens vemodsfulde Sang,
thi her i vore Hjerter findes
den samme dybe Sørgeklang.
— Ak han er død, vor elskte Konge!
Ej mer hans ædle Hjerte slaar;
med Vemodstanker, mørke, tunge,
Danfolket om hans Baare staar.
Hav Tak, Kong Fredrik, for Din høje,
Din ædle, milde Kongefærd!
Du havde kun ét Maal for Øje:
at styre Danmarks Lykke nær.
Hav Tak for Alt, hvad Du os skjænkte
med Frihedsgaven skjøn og stor!
hav Tak, at paa vor Tarv Du tænkte,
og Tak for hvert et kjærligt Ord!
Du vandt, o Drot, saa fuldt hvert Hjerte;
fra Vesterhav til Akselhavn,
fra Skagens Strand til Thyras Gjærde
velsignet blev Dit Kongenavn!
I Glædens Lys og Sorgens Mørke
vi lige trofast sammen gik:
Var Folkets Kjærlighed Din Styrke,
saa var Du stærk, Kong Frederik!
Ret aldrig skal Dit Navn forglemmes,
saalænge Danmarks Rige staar;
i Folkets Hjerter skal det gjemmes
til sidste Slægters sidste Aar.