Paa Livets Kampplads to Kæmper staa,
udrustede Begge fra Top til Taa
med Vaaben, Pantser og Plade.
Saalænge som Verdens Grundvolde staa,
saalænge til Himle og Jord forgaa,
de To hinanden vil hade.
Den ene løfter sin Pande kjæk;
med frejdigt Aasyn, med aabne Træk
han dristig i Kampen triner.
Den anden skjælver af Harm og Skræk
men hæver sit Hoved dog, kold og fræk,
mens lislig og lumsk han griner.
Den ene til Ret har viet sin Arm
og kæmper med Trofasthed ren og varm
for Livets Uskyld og Lvkke.
Den anden elsker kun Syndens Larm
af Nydelsens Gifttørst brænder hans Barm
og Retten han — blæser et Stykke.
Den ene kæmper for Lysets Sag;
han elsker Oplysningens klare Dag,
og Ærligheds Valgsprog han hylder.
Den anden helst under Mørkets Tag
sin Plan udruger — og Nid og Nag
hans hele Hjerte opfylder.
Den ene elsker af Hjertensgrund
alt Ædelt, alt Smukt, og al Glæde sund,
og aldrig det Gode han svigter.
Den anden øder paa Tant sit Pund;
med Spottens og Ondskabens Smil om Mund
han haaner Forsagelsens Pligter.
— En af dem hylder Du som Din Gud,
en af dem kæmper Din Livssag ud,
— den tykkes Dig stor eller liden.
Og naar der Alverden om gaar Bud
om tusinde Kampe og tusinde Brud,
saa husk, Du har Del selv i Striden.
Tidt synes os Kampen ej Ende at faa,
tidt synes de Tvende som Lige at staa,
velvæbnede Begge og stærke;
men engang Afgjørelsens Time skal slaa,
naar han siger til, som Sandheds Attraa
har viet til Sejr ved sit Mærke.
Ja engang stunder den Time forhaand,
da Sandhedens mægtige Kæmpeaand
skal Evighedskræfterne røre:
Da styrter Løgnen med vissen Haand,
da briste Blændværkets gyldne Baand
som Traade muldne og møre.