Zakarias Nielsen (1844–1922)

Staa fast, mit elskte Folk, staa fast,

om dybt Du end nedbøjes!

Tab Haabet ej, det Baand, som brast,

skal atter sammen føjes.

Lad Skjændselsdaad og Vold og List

en Stund kun Sceptret bære,

Du sejre skal igjen forvist

»med Gud for Ret og Ære!«

Ryst Tvivlens Lænke af Din Fod,

løft Blikket frit ivejret,

og vìs Alverden, at Dit Mod

er ej endnu besejret.

Blev end Dit Værge brudt itu

af Fjenders Røverhære,

saa vìs, Dit Løsen staar endnu:

»Med Gud for Ret og Ære!«

Ja frem, mit Folk, med frejdig Aand,

tag fat med Kræfter trygge,

og kæmp med Hjerte, Mund og Haand

for Danmarks Fremtids-Lykke,

for Danskhed, Frihed, Sprog og Drot,

for vore Brødre kjære.

Ja kæmp i Stort og kæmp i Smaat

»med Gud for Ret og Ære!«

Og Du, vor Drot, staa Du os bi

igjennem Kampens Trængsel!

Du har jo samme Maal som vi,

og samme Haab og Længsel!

Lad da med os i trofast Pagt

Din Hu og Stræben være,

at kæmpe, som Du selv har sagt:

»Med Gud for Ret og Ære!«

Og Sejr og Lykke skal paany

vort Danevang omsvæve,

og Folkets gamle, stolte Ry

sin brudte Vinge hæve.

Det gjælder kun at holde Stand

og ret i Sandhed lære

at kæmpe Alle som én Mand

»med Gud for Ret og Ære!«