Se Somren svandt med sine Glæder,
med Fuglesang og Blomsterpragt.
Naturen stille sig iklæder
sin mørke, triste Sørgedragt.
Den barske Vind bortriver Løvet,
som pryded Skovens høje Hvælv.
Vildt hvirvles det omkring i Støvet,
og snart til Støv det vorder selv.
Brat Stormen Blomsterstænglen knækker,
og Blomsten vejres hen og dø’r;
den kolde Taage Engen dækker,
hvor før laa bredt et Blomsterslør.
O falmende Natur! Du drager
min Sjæl mod Dig med sælsom Magt.
Dit Suk og Dine stille Klager
har Gjenklang i mit Hjerte rakt.
Jeg sèr en hellig Sandhed præget
i Din opslagne Billedbog
og lytter underlig bevæget
til Klangen i Dit Varselssprog.
Et Visdomsbæger Du mig rækker,
en Drik af Livets Alvorsstrøm,
og blidt min svage Sjæl Du vækker
af Letsinds falske Sommerdrøm.
Med dybe Træk Du grant mig tegner
Forgæng’lighedens Præg i Hu.
Hvor hurtig Støvets Glæde blegner,
fast Ingen lærer mig som Du.
Du siger mig, jeg ej maa glemme,
at og jeg selv engang forgaar,
Du hvisker med vemodig Stemme:
»Husk paa, Du har et Efteraar!«
Ak ja — jeg vèd ej, naar Du kommer,
Du Høstens Time, men jeg tror
og véd, at Aandens lyse Sommer
skal spire i Dit Vinterspor.