Jeg stod i Midnatstimens tavse Stund
paa Klippens høje, dæmringsslørte Tinde,
Alt laa paa Jord i Hvilens søde Blund,
omviftet mildt af Nattens køle Vinde.
De blanke Maanestraalers Sølverskin
med tusind milde Stjerneglimt sig trængte
i Nattens dunkle Skyggerige ind
og over Jordens tavse Bo sig sænkte.
Ret aldrig før jeg saa’ en Midnatsstund,
saa fuld af Højhed, Ro og Fred som denne.
— Et Takkesuk af Hjertets dybe Gruud
jeg sendte ham, som Sukket monne kjende.
— Da saa’ jeg gjennem Himlens Ætherflod
et Englebarn paa Serafvinger glide;
han daled ned mod Klippen, hvor jeg stod
og i et Nu — jeg saa’ ham ved min Side.
O hvilket dejligt Barn, hvor mild og glad!
— Mit Hjerte svulmede af salig Glæde;
jeg henrykt knælte ved hans Fod og bad,
at han for stedse vilde bo hernede.
»O nej!« saa svared han med hellig Røst,
»jeg har ej Hjem i Jordens Skyggedale,
jeg er Fredsenglen hist fra Himmelkyst
og har kun Bo i Lysets rige Sale.«
Og, jublende om Himlens blide Fred
han svang sig atter over Skyens Fløje,
jeg — jeg syntes, jeg fik Vinger med
og ilte efter Englen mod det Høje.
Som Lynets Pil jeg fløj; — hvert Vingeslag
mig syntes nærmere mod Maalet bringe,
og da jeg naa’de Himlens Stjernetag,
da rørte jeg ved Englens Flammevinge.
Men da jeg kom til Salighedens Hjem,
da fløj han mig i Favn med Toner søde,
og tusind Engleskarer svang sig frem
og jubled os et Velkomstkvad imøde.
De sang om Fred, om himmelsk Salighed,
og Englekorets milde Tonestrømme
bar til min Sjæl en liflig Himmelfred
— men ak! det var endnu jo kun i Drømme.