Hver Aften, naar jeg sidder lunt
med Børnene, og Kulilds-Luen
op ad Klaveret gløder brunt
og slynger Lysglimt ud i Stuen,
jeg ser igen, hvordan din Haand
ved Ovnens Halvlys Skygge kaster,
og Stuen fyldes med din Aand
ved Slaget paa de hvide Taster.
Da mærker jeg mit gamle Hang
til Leg og Dans og kaade Nykker.
De gamle Valserytmers Klang
i mine Tankers Vævning rykker.
„Hvad er det, Far?” — „Aa, ingenting.”
— Jeg læner stille mig tilbage,
og Tonerne gør brat omkring
og former sig til sorgtung Klage.
Hin drømmebundne Poesi
i „Længselsvalsen”s Tonestrømme,
hint tunge, bløde Trylleri
bag „Hjemve”-Klagens Bønner ømme
— alt, hvad der længst er tonet bort,
en Drømmehimmel om mig hvælver,
imens en graadfyldt Moll-Akkord
igennem Hjertets Gange skælver.