Jeg elsker endnu denne fattige Rønne;
et kærligt Hjem den min Barndom bød;
der lærte jeg, fra jeg begyndte at skønne,
at Nøjsomhed krydrer det daglige Brød.
Der steg den første Bøn mig fra Læben,
der lagdes de første Kærlighedsfrø,
der saa jeg min Moders flittige Stræben,
der saa jeg til sidst hende blegne og dø.
Jeg elsker dens Tag med Mosset det grønne,
dens klinede Vægge, dens Vinduer smaa;
jeg elsker den gamle, hældende Rønne;
men det kan I andre vel næppe forstaa.