De er de prægtigste Venner, de to,
de følges trofast i Sorg og Gammen;
— det er de nok nødte til, kan jeg tro,
for deres Herre har lænket dem sammen.
Men selv om de elske hinanden højt,
saa ynde dog ikke de synderlig Lænken;
thi saadant et Baand er i Længden lidt drøjt,
det fatter enhver uden videre Tænken.
Naar den ene vil op, den anden vil ned,
saa trækkes en Stund de af alle Kræfter,
— forstaar sig i al Venskabelighed —;
men naturligvis maa den svage gi’ efter.
Naar den ene er lystig, den anden er træt,
naar den ene vil sove, vil den anden paa Farten,
og begge vil hævde Selvstyrets Ret,
det gælder for Dyr som for Menneskearten.
Og det er ej nemt at sige »Nej stop!«
naar Broderbaandet er saadan dannet;
er først man bunden, man maa holde Trop,
selv naar ens Følgesvend — gaar i Vandet.
De elske hinanden fra Taa til Top,
og gærne de dele Glæden og Sorgen;
men kunde de sige Foreningen op,
de gjorde det heller i Dag end i Morgen.
Jeg siger det samme: jeg rækker ej Haand
til saadan en evig Venskabs-Valsen.
Bevares, jeg højagter Venskabets Baand;
men lad mig bare ej faa det om Halsen!