Der sidder han henne, det gamle Pus,
i Faareskindskofte, med laadden Kabus
og Knæbind og Træskostøvler.
Mens Hammeren knuser Sten for Sten,
og Haanden fjærner dem en for en,
han sidder saa smaat og vrøvler.
Halvt hældende op mod det store Træ
staar Langhalms-Skærmen og yder ham Læ
for Regnens Draaber og Blæsten.
Ved Siden til højre hans Madkurv staar
— imellem han ta’r sig en lille Taar,
den varmer der inde bag Vesten.
Paa Vejen ruller der Læs paa Læs,
snart kommer en Bonde med Svin og Gæs
og snart en Slagter med »Kalle«.
Den gamle tager i Huen et Tag
og nikker og hilser: »Goddag, Goddag!«
— han kender dem magelig alle.
»Ja, det er nok mig, I takke kan,
at Vejen er lavet saa godt i Stand,
I skylder mig mer, end I tænker.«
— Saa smiler i Skægget han stolt og klog
og retter i Vejret sit gamle Skrog,
mens Hamren en Stund han sænker.
Den ene Dag som den anden gaar;
der har han nu siddet i treti Aar
i Sol og sludfulde Dage.
Til Hustru og smaa han skaffede Brød,
og led han end stundom selv lidt Nød,
man hørte ham aldrig klage.
Ej trykkes af nogen Brøde hans Sind,
hans Hjærte er frit, og Vejr og Vind
har hærdet hans Sener og Nerver.
Og Tro han har paa sit Arbejds Værd:
»Hvor finder man saadan en Vej som her,
hvor finder man saadanne Skærver?«
Nu vel, han er kun et gammelt Pus
i Faareskindskofte, med laadden Kabus
— ej højt han i Samfundet knejser;
men se, han fylder en Plads dog ud,
og det kan være, han staar for Gud
over mangen en Konge og Kejser.