Julen sig nærmer! Vi skimte alt
dens Lys bag de taagede Dage.
Aa, hvor tit bli’r ej Døgnene talt,
som vi endnu har tilbage!
Børnene juble: »O, dejlige Jul!«
— Børn selv med graanede Isser —
Mødrene sysle med Gaver i Skjul:
Perlebaand, Dukker og Nisser.
Bonden slagter sin Gris til Jul,
tinger med Brygger og Bager;
Julebordet skal bugne af Sul,
Godtøl og Kringler og Kager.
Gulvet bli’r skruppet, og Dørtag og
skures i Stue og Køkken,
Stadsvognen vaskes, og Hestene faa
Striglerne tit over Ryggen.
Købmanden pynter sin Bod med Flag,
Sprællemænd, Heste og Hunde,
Granerne segne for Øksernes Slag
trindt om i Haver og Lunde.
Vedkurven fyldes, at Vinterens Gys
kan glemmes i Højtidens Dage,
Kirkerne fejes, og Julelys
sættes i Krone og Stage.
Midt under Travlhedens Støj og Raab
barnlig Hjærterne banke;
selv den letsindige, larmende Hob
aner dog Højtidens Tanke.
Mangen, der raaber: »Korsfæst, korsfæst
ellers i Daarskabens Timer,
bøjer sig lønlig for Julens Gæst,
naar det fra Taarnene kimer.
Saa vil vi juble med Lov og Pris,
hoppe og danse og springe!
Og vi vil plyndre den gule Gris
og Fattigbarn Gaver bringe.
Og vi vil fodre den sultne Fugl
saa vel som vor sultne Mave.
Aa . . . Tanken om den dejlige Jul
gør næsten mig rent aflave!