Ene i det aarle Gry
drager jeg til Søs i Tanken,
stævner ud mod Kyster ny
med min Bøn og Hjertebanken.
Alt det Liv, jeg længes mod,
former sig bag Sommertaagen.
Om jeg midt i Synet stod
— gode Gud, hvor blev jeg vaagen!
Men kun Ønskets skjulte Strøm
naa’r sit Maal igennem Disen,
al mit Væsens Glød og Drøm
bli’r kun Suk i Morgenbrisen.
Og dog kaster disse Skimt
af en Trylleverdens Egne
over Sjælen Farveglimt,
som ej viskes eller blegne.
Dybe Udve, morgenhed,
hold dig frisk paa mine Veje,
skift ej med hin døde Fred,
som er mætte Sjæles Eje!