Naar Bøgen i Vaar sig lukker foroven,
og Solstraalen hopper paa Grene og Stilke,
saa Ribberne lyser i Bladenes Silke,
da gaar jeg med hele min Skole i Skoven.
Og Skolen er mine Tankers Vrimmel,
en Skare af tynde, forlæste Drenge,
der dorske hang over Bordet længe,
og sukkede op mod Guds blaanende Himmel.
Bevares, hvor Knægtene da gør Øjne!
Systemer og Regler og hvad de lærte,
Paroler i Ord, Paroler i Sværte
— vips, alle med et er i Luften fløjne.
Ej ej, for alt det nye, de møder
i Bygningsformer, i Billeder, Sange,
den Jubel, der jodler i Haller og Gange,
det ildnende Liv, der i Lysfaldet gløder ....
De kølige Blade mod Kinden de trykke
og prøver de svajende Gyngers Styrke,
ta’r Vej ind i Tykningens grønlige Mørke
og bæver i Løn ved Anelsens Lykke.
De klatrer til Vejrs i de højeste Bøge,
forfrisker Lunger og Hjerte og Nyre
ved Sollysets Blink og Løvduftens Syre,
kvidrer som Finker og kukker som Gøge.
Forgæves Mester til Orden maner,
og rent paa Hjemvejen Styret jeg mister,
de smaa ildhuede Idealister
støjer og svinger med lysgrønne Faner.
Og naar jeg atter mig sætter paa Stolen,
da kan det nok være, det mærkes paa Flokken
paa Toner og Tale, paa Svinget af Lokken,
at jeg har været i Skoven med Skolen.