En Sangfugl, en lille mismodig en,
sig knugede sammen paa Bøgens Gren:
„Jeg ejer ej Evne, jeg ejer ej Glød,
mit Kald er forfejlet, o gid jeg var død!”
En Krage, en kritisk, men ærlig Krabat,
ta’r fat: „Det er bra’, det er bra’, Kammerat!
Jeg har alt i Skoven gjort vide bekendt,
at tyndt det kun er med dit Sanger-Talent.”
Da rejser den lille sin Nakkes Fjer,
mens haanlig og brydsk til Kragen den ser:
„Du puster dig op med din Vigtigheds Dunst,
du har jo ej mindste Forstand paa min Kunst.”