I mange kære lyse smaa,
som jeg og eders Moder saa
en efter en i Døden glide,
som vandred ind i Gravens Nat
med en Buket i Haanden sat
og Smil om eders Kinder fine, hvide.
Slog op I jeres Øjne blaa
i Lys, som ingen Øjne saa
her i det dunkle Hjem i Støvet?
Jeg tror det; men jeg sikkert ved,
at I blev pyntet og lagt ned
af to, som var saa inderlig bedrøvet.
Men Kilder frem i Brystet
brød en efter en ved eders Død,
og højere blev vore Stjernenætter.
I mange kære lyse smaa,
I drog saa sært, naar vi jer saa
i Flok os vinke med de smaa Buketter.