Degnens dejligst Vang og Vænge,
lukt med Vold og Kvas,
var for Byens slemme Drenge
ret en yndet Plads:
Grøftevolden plat de jævne,
trampe Græsset efter Evne;
værst det er dog ved den Have:
Leddet er af Lave.
Sogneraadet rejste Volden
med et Led af Eg,
som har mangen Tørning holden,
skønt det peb og skreg.
»Leddet« — sagde bistert Degnen
under hele Flokkens Blegnen —
»har vi hængt; nu kan I prøve
nok et Ridt at øve!«
Men se til de Syges Knægte,
om de kan sig dy!
Fast paa Leddet de sig hægte,
rutse væk paa ny.
Under Hyl af fulde Halse
Leddet op og i maa valse.
Skal det længe saadan trave,
snart det gaar af Lave.
Se, da kommer Degnens Kristen,
ret en snu Krabat.
»Sikken dog en søvnig Listen,
nu skal jeg ta’ fat!«
Vips! da smælder i han Leddet,
saa i By det gjalder ved det.
Hopsasa, hvor hele Troppen
da fik Fart i Kroppen!
Mens den lille Gavtyv piler
hjemad nok saa rap,
Flokken paa sin Gerning hviler,
tuder højt om Kap.
Ynkelig de hele Dagen
humpe maa med Haand paa Bagen;
— Degnen smiler i sin Have:
Leddet er i Lave.