Jeg mindes grant fra Barndomstidens Dage,
hvor tidt i Kvæld jeg løftet har mit Øje,
og set med barnlig Lyst de Stjerner høje
henover Himlens Hvælving stille drage.
Og paa hver dunkel Plet, som blev tilbage,
jeg fæsted sikkert spejdende mit Øje,
og naar jeg længe havde stirret nøje,
da kunde og jeg der et Glimt opdage.
Se saadan spejder nu jeg i mit Indre,
thi ogsaa der en stille Himmelbue
med Stjerneskjær sig hvælver i det Mindre.
Og vist jeg véd, at om end Stjernens Lue
ej altid straks kan Mulmet gjenneintindre,
engang jeg skal dens Straaleglimt dog skue.