Mens Lovsangen nede fra Lejren gaar
i Ringe hen over Moabs Sletter,
Guds Tjener stille paa Bjærget staar
og undrende Blikket mod Kanaan retter.
Forude ligger et Synernes Hav,
Forjættelsens Maal han henrykt skuer,
han ænser ej Varsel om Død og Grav,
Livsgløden varmt i hans Øje luer.
Dets Sekraft vokser, i Blik paa Blik
han favner Landet, dets Skønhed nyder
— hint Land, der Frugtbarheds Fylde fik,
saa Mælk og Honning i Dale flyder.
Fjernt Solstraalen spiller paa Havets Felt,
Bjærgtoppene blaaner bag Morbærlunde,
kækt højner sig Terebintens Telt
imellem Palmernes Vifter runde.
Og gennem Dale med Blomsterflor,
med Figenpragt og Olivenskove
sig bugter Vildbækkens Sølversnor
og iler mod Jordans grønlige Vove.
Ad sollyse Skrænter sig Ranken snor
med dunkle, svulmende Drueklynger,
langs Engen rødner Granatens Flor,
og Fiskerbaaden paa Floden gynger.
Vidunderlige, velsignede Land,
hvor Abraham, Isak og Jakob blunde,
hvor Israels Slægt, utallig som Sand,
en Stortid paa Fædrenes Grav skal grunde!
... Da aander Jehova paa hans Kind,
han segner med Dødens Segl paa sin Pande;
men Aanden sig svinger mod Himmeltind,
hvor Abraham, Isak og Jakob stande.
Men nede fra Lejrens Telte klang
en Sørgesalme, en stille Klage;
nu skønnes det, da han har endt sin Gang,
han var en Høvding fast uden Mage.
Velsignet hviler han i sin Grav,
og længe gaar i de stille Nætter
den dybe Folkesorgs Tonehav
med gribende Klang over Moabs Sletter.