Aha, det er Morgen! . . . Hvad, Klokken er syv!
Hvor Søvnen kan stjæle Tiden, den Tyv!
— Saa maa jeg nok lette min tunge Krop
og se, jeg kommer af Dynerne op.
Aa, hvor jeg ellers dog hviler sødt!
Her er saa fristende varmt og blødt.
Men Fristelsen være nu nok saa stor,
saa hjælper der her slet ingen kær’ Mor;
jeg kan for min Død den Skik ej lide
at ligge og slunte, mens andre slide,
denne Liggen i Sengen og dase og glane
er ret en usund, afskyelig Vane.
Her op da! I Klæderne i en Fart!
. . . ja vist, ja vist, nu kommer jeg snart.
Se, Solen titter igennem min Rude,
og Spurvene kvidre saa glade der ude;
ja Morgenens Friskhed kan nok opveje
et døsigt Blund paa det bløde Leje.
Jeg maa op, jeg vil op — — dog lad mig se,
der fik jeg pludselig en Idé:
Hvad om jeg søgte min Vilje at dæmpe,
forsøgte en Gang mig selv at bekæmpe?
Det byder os Pligten dog stundom at gøre,
hvor svær end Kampen kan være at føre.
Saa tog han omsider en kraftig Beslutning,
der afskar alt videre Vrøvl og Prutning:
han tvang sig — tvang sig ved anstrængt Flid
til end at ligge en Times Tid;
han steg derved udi egen Gunst:
den Selvovervindel se er dog en Kunst.