Der laa en Ø i Kimingen gemt,
jeg saa den saa tit over Søen,
og hver Gang til Undren min Sjæl blev stemt
ved Glansen, der stod over Øen.
Omsider jeg naa’de derud en Gang,
men Glansen ej mer var til Stede;
jeg saa et Par Vrag mellem Stene og Tang
og to gumlende Faar paa en Hede.
Og siden har Øen for mig ligget hen
saa øde, saa fattig i Søen;
Gud give, jeg skuede Glansen igen,
— den dejlige Glans over Øen!