Trætte Gubbe! Du segned
ved Livets Grændseskjel!
Tidens Haand har tegnet
paa Dig alt sit Farvel.
Du faldt — o Gubbe, rejs Dig ej
Fredsenglen hos Dig staar;
et bedre Hjem Du hisset faar,
o Gubbe rejs Dig ej!
Matte Øje! Din Lue
skal synke snart i Blund.
Hist skal klart Du skue,
hvad her Du skimted kun.
Ja, snart fuldt vist Du skue skal,
hvor dejligt der ser ud,
histoppe hos den kjære Gud
i Evighedens Hal.
Hvide Lokker! I bølge
for sidste Aftenvind.
Snart I nu skal følge
til Gravs den blege Kind.
Det Sølv, I drog af Tidens Muld
har nu vel tabt sit Værd,
men hist I bølge skal med Skjær
af Evighedens Guld.
Trætte Gubbe! Du blunder
paa Gravens dunkle Rand.
Hil Dig, Sjæl, Du stunder
mod Din Forløsningsstand!
— Endnu et stille Aandedrag,
et Suk fra trange Bryst,
da iler Du mod Himlens Kyst
med lette Vingeslag.