Kalliope
→
Digtere
→
Thøger Larsen
→
Førstelinjer
Thøger Larsen
(1875–1928)
Værker
Digttitler
Førstelinjer
Henvisninger
Biografi
Søg
A
Aftenen faldt paa den stille Jord
Aftenskæret er i Skyer begravet
Aftensolen gløder
Alle Stjerner rundt om den skønne Maane
Alt ofte vandt den grønne Vaar
Anders ligger i Karlerum
Apollon rigt bestraale
Areus siger, at han kan styre Afaistos med Vold.
Atter et Aar med dets Byrder og Gaver
Atthis, jeg elskede dig engang
Aurelia redte sit mulmsorte Haar
B
Barndommens Rigdom
Blandingsskaalen var nyligt
Bløde Taager hviler stille
Bort fra Danmark flængtes
Bort med Honning saa vel som Bier
By ved bakkekranste Strande
Bygeskyerne mørkeblaa
Bøgernes Verden er som stille Gemmer
D
Da jeg hørte den lærde Astronom
Dagbrisen gaar som en Aande af Korn
Dagen daler nu ned igen
Dagen er sejlet fra vor Kyst
Dagene ile, Tiderne skifte
Dagens Travlhed døde
Danmark fødte svimmel
Danmark laa bølgende rigt i dit Sind
Danmark, nu blunder den lyse Nat
De store Lysets Aander gaa
De svangre Mulde fjernt og nær
De øde Veje ud mod Verden higer
Dejligt Budskab iled til Idafolkene
Den Daa, da Per Wollesens Øg bløw funden
Den høje, bitre Vinternat
Den Sang gaar det aabne Blaa i Vold
Den sidste Straale
Den unge Digter øjned
Den unge Sanger løfter sin Røst i Vaarens Vind
Der boede otte Blishøns
Der bølged Sommer-Salighed
Der bølger Varme over Bakkens Kamme
Der er en Stad i Østerled
Der er Lys i det blaa!
Der er salige Straaler i himmelsk Dans
Der hvælves over Tidens Graa
Der laa længe et Tæppe af Taagelag
Der maa vejes, der maa prøves
Der pibler Vand og Sang, Frimodighed
Der snurrer en Klode saa tæt og saa tyk
Der staar Skumfog vidt over Strande
Der suser over den lynglaadne Hede
Der svandt en Drøm i Nattens tavse Timer
Dersom Zeus vilde give Blomsternes
Det Barn, der dør inden Daaben
Det bugner med duftende Gaver
Det damper af Eng, det skinner af Dugg
Det er silde paa Nat i sildig Høst
Det er som Solen standser
Det galmer af Syd
Det grønne Foraar
Det suser svalt over Muld og Strand
Det var en Maane- og Stjerne-Nat
Digter, du, som dyrkede Oldtids Guder
Din Barndom er runden ved Karup Aa
Din Barndom sejler i Drømme glad
Drager Sol i Blinde
Du blege Rose i Haven!
Du danske Sommer, jeg elsker dig
Du fulgte mig tro gennem trange Aar
Du gik som Pan under Maanens Horn
Du kom hid. Og hvor gjorde du vel deri!
Du vækkes ved Kys og Farver og Skær
Dødens Gerning i hans Kammer
Dørens Vogter har syv Favnes Fødder
E
Ej er man vant
Ellen gik harmfuld
Elskovs-snilde, evige Afrodite
En Brise vugger sig kaad og øm
En ensom Draabe falder
En Foraarsmiddag ved Nytaarstide
En ka somtid gaa saa sær aa krasel
En Kraft, der altid
En Krans til dit Haar, o Dika
En Mand paa Balkonen tænker, imens han ser
En Pibe er Sjælens Arnested
En tungsindig Sommermidnat
Ensom du sad ved din luftige Harpe
Er Kraften, hvorved Livet gror
Et flittigt Værksted
Et heftigt Ildstænk mod det haarde Blaa
Et stille Solskin hviler
F
Fem Piger med Byrder i Trapperne gaar
Fjernt i fordums Tid
For Alfader
For Fisker Pelagon
Fra Toners Højder
Fra ung var Ejvind til Farten vant
Frem, mine Bølger, frem
Fremtids-disen drog hans Øje
Fuglene stige og svinde
Fuldmaanen smiler
Føl fra Trakien, du skæver
G
Giovanni Domenico Verone
Gretelil fæster sin Fod paa Bro
H
Halvhundred Gange rundt om Solens Kerte
Han lytted til Suset i Rugens Vang
Hans Levnedsløb iblandt os er til Ende
Har han fanget Griller
Havde Oldtids Helt sig banet
Hele din Skabning er dejlig
Her har man alt længe troet
Her kun staar hans Navn paa Stenens Side
Her ligger Timas begravet
Hesperos, alting du bringer
Himlen er uden Skyer
Hisset i Stjernerne saa’ jeg den klare þálios’ Trusel
Hist fra en venlig Strand
Hundedags-Hede
Hundred Aar slaar Mennesket i Støvet
Hur æ Maarer endda er skjønn om æ Sommer
Hvad er det, som nu begraves
Hvad er Sandhed? lød Pilati Ord!
Hvad er vi, alt vort Værk og vore Aar?
Hvis vi vil det gode skatte
Hvor Bøgen vifter med grønne Blad
Hvor mange Tusind Gange
Hvor sig Saga taber
Hvor Solvind galmer
Hvor straaler Alverden af Lykke
Hvor Tiden fremad farer!
Højt i Skovens Toppe
Hør mig nu alle
Hør Søwren! A vil stræv’ aa faa mi Ærind’forretted
I
I den frodige Nat, i Skærsommernatsluft
I den stjernede Nat — i Skærsommernatsluft —
I fem og tyve Aar din Haand
I Gildesal sad Thore og Tjalf
I Helved-Slammet
I Høst og Vinter, som i Vaar og Sommer
I løvgrønne Lund under Aftenens Døen
I Septembers vemodige Sol
I Universets evige Blaa
I Verden Stolthed maa fra Hovmod skilles
Ild fra dit Øje, Ordet fra din Tunge
Imellem Lande ruller Sø
Ind under Julens Dage
J
Ja, nu er det Sommer, med Blomst og Løv
Jeg bliver saa sælsom til Mode
Jeg drømte, at jeg og min Hjertenskær
Jeg elsker de kløftede Bakker
Jeg elsker yppigt svulmende Liv
Jeg er det dæmrende Øst
Jeg har fulgt i Vaarens
Jeg sagde helst dig noget
Jeg stod en Vinterskumring i Bovbjerg Skrænt
Jeg staar Vagt ved Solnedgangen
Jeg saa en stille taalmodig
Jeg tror paa den hellige Aand, hvis Aande
Jeg vandred op ad Scalabjergets Hæld
Jeg vil ud, hvor Morgenvinden suser
Jomfruen staar ved Vindvet
Jomfruværen, Jomfruværen
Jord, du straaler
Jord, min Moder, Jord, min Moder
K
Kender du Solen, hvis Tindreglans
Klare og svale
Klinterne blaaner i Taage
Kom, o Kypris
Kom til mig, til mine Blomsterlande
Kom til Nord-Ishavet
Kypris! og han fandt dig end mere spydig
Kære Brudgom, ved hvad skal
Kære Ven [jeg dig raader]
København — der er Fart, der er Fest i dit Navn
L
Lad Danmarks Flagstang staa i Danmarks Rige!
Lad os ud over Engen gaa
Lange Aar har vi en Gysen i vort Hjerte baaret
Langs det svale Vand
Liv og Lystighed over Slette
Lokkende Fylde! Flag af ynglende Liv
Luften var mæt af Mørke
Luftige er mine Ord, nyttige dog jeg dem tror
Lummer Søndenvind hyler
Lutret Sind og klare Tanker
Lykkerig, ja Guderne lig jeg finder
M
Maria! De korte Kjoler, jeg ser dig bære
Marken dufter af modent Korn
Med Faner i Spidsen gik Strømme af Liv
Med Haaret redt tilbage
Mer ene var aldrig
Min sødeste Mor, jeg mægter
Mod Skoven, der blunder i Aftenens Døen
Mod Syden
Morta al mondo! Død for Verden
Mørket, som ud over Sø og Sletter
Mørket viger, og Taagen letter sig
Maa jeg slynge de reneste Rhytmer
N
Nat om Alverden!
Nattergalen, som Vaaren saa lifligt bebuder
No er osse a bløwen gammel aa stind
Nu er baade maanens Skive
Nu er det sildig Eftersommer
Nu er det tæt mod Jul, man længes alt
Nu hælder Europa mod Sol igen
Nu kommer Maanen
Nu leger Lam og Børn med kaade Spræl
Nu ligger Danmark i Vaar igen
Nu mørkner Vindens Stemme
Nu skinner Sol over Mark og Eng
Nu stormer det fra Havet ind
Nu trives Træet, nu lyser Løvet
Nu vaje i Vinden hvert Danebrogsflag
Nu vil Krokus springe
Nu vugges mine Grene af lette Morgenvind
Ny og Næde
Naar Blomsterne vaagner med Farver og Duft
Naar Dag paa Dag forstandig gik
Naar du er død, vil ingen mere
Naar Efteraarets Taagetæpper gitre
Naar Nordens Lande sig mod Solen bøje
O
O, brudt er nu den gyldne Skaal, en Aand er evig borte!
O Jylland, mod dine Sande
O Livets Mester! Sænk mit Syn
O Walther i de dødes Land!
Og Bølgen gaar om Hvidenæs
Og kom den øde Vinter
Og naar jeg har krystet
Om Dag er lang eller stakket
Om Panden mig lufter
Op af Jorden
Op Fuldmaanen i Østen stiger
Op nu, op nu med Taget
Opstandelsen svulmer
Over Bjærge og Hav, over Ager og Skov
Over Forsumpnings mugne Tabernakel
Over Kløften bag Amalfi
P
Paa Danmarks Mulde
Paa en evig Færden
Paa Gamles Erfaring er godt at tro
Paa sin Ager Jesper Plovmand
Paa skønne Ben du skrider mod Søen blaa
R
Raser Lidenskab vildt i Brystet
Ret som det sødeste Æble
Rundt om Folkets Hjem og Færden
[Fiskersang]
Rundt om Folkets Hjem og Færden
[Lemvig Fiskeriforening]
S
Sagte bag Bjergene synker Italiens Sol
Salige Brudgom, der fik
Sanserne ere Kanaler
Sapfo — nej sandelig, saadan kan jeg ikke
Se den nye Ungdom kommer
Se, dette Træ er smalt som et Siv
Se, klare Maane, ned og gyd
Se Nordenvindens Jagen
Sejrens Dronning paa Tinderne
Sig mig, hvad dybt du i Dagningen fandt
Signorina! Tag mine Roser!
Silde sad ved Midnatstide jeg engang, mens Tanken vide
Sit trætte Barn ved Elbens Bred
Solglimt fra de gamle Floder
Som de fjerne Sole
Som en Røg for Blæsten hastigt gaar
Som et Udyr ligger en natmørk Sky
Som Ørnereden paa Klippens Tind
Sommeren brænder, Sommeren kvæger
Sommerstormens Graavejrspisk
Sorgfuldt suser nu Graavejrssukket
Spredt man siger: Skønnest paa sorten Jord er
Spænd din Hest for Ploven!
Stille Morgen paa Altanen
Stol paa dig selv, hvis du fremad vil stævne
Storken og jeg gaar Morgentur
Stormen jager
Stormen langs Jorden fejer og strør
Strandvalmue
Straal, Flamme, straal!
Saa fik vi Sommer i Riget
Saa kommer den ødsle Vaar paany
T
Tiden ejes af Kloderne
Til Side er nu strøgen
Tit hun mindes, hvordan engang vi leved
Trods treds er du Yngling og Ungdommen næst
Tys! Sæt dig hos os! Fra et Hul i et Skæg
U
Under de Linde-
Uranienborg med Stjerneborg
V
Valborg ved Døren ud til Sommertider!
Ved Sommerfarvernes festlige Glans
Ved Vesterhav og ved Limfjords Vand
Ved Vinduet sad jeg en Dag i Vaar
Vendte Atthis sin Kærlighed
Venlig, men usalig
Vi elsker at færdes
Vi hilser vor Verdens eneste Sol
Vi lægger Sten paa Sten
Vi slaar om Baalet Ring
Vi, som er født i Hyttens ringe Ly
Videre end Synet øjner
Vinteren sletter Livets Spor
Vintermørket nærmer
Vinterstormen
Vær velkommen i den vide
Vaagn op! En Morgen slyngede paany
Å
Aand med unge Vinger
Aareblade!