Nu vil Krokus springe,
gule Drømme af Dvalen gled,
Lærken er paa Vinge,
Tonerne glitrer med Straalerne ned.
Højere Solen stiger,
kalder paa Sind og sorten Jord.
Over de Dødes Riger
spædt og søgende Livet gror.
Endnu er Nætterne lange,
fjerne Sole som Guder gaar
i underjordiske Gange,
Mørke saa langt som Verden naar.
Himlens lysende Taager
spotter hver spejdende Jords Fornuft,
slørede Stjerner vaager
i deres fjerne sølverne Luft.
Snart vil de hvidere brænde,
døse hen i den lyse Nat,
Livet lader sig blænde,
Løvet skal krone Skov og Krat.
Blomster skal komme i Grøde,
frydeligt gulne af Solskins-Traa,
rødne mod Morgenrøde,
blaane i Rus af Himlens Blaa.
Farverne bliver saa klare
over det langsomt grønnende Land.
Vindenes Engleskare
danser over det nynnende Vand.
Stille! Hør efter! Stille!
Dybest i Sjælens blanke Ro
hører du Sfærerne spille,
hører du Græsset af Grunden gro.