Ind under Julens Dage
den kære Sol blev født paany,
og Vinterhimlen mindes
sin Sommers hvide Sky.
Skønt evig som vor Verden
genfødes Solen Aar for Aar
og genopvækker Livet
af Livet, som forgaar.
De mørke Nætters Kvide
med frosne Hjerters dybe Kval
begynder alt at ane
den fjerne Nattergal.
Snart vokser Solens Evne,
dens Straaler styrkes Dag for Dag,
den vrister snart vor Verden
af Vintrens Favnetag.
Ved Foraarsjævndøgnstide
den naar det skæve Kors, som staar,
hvor Dyrekredsen krydser
Ækvator ind mod Vaar.
Saa følger Paaskesejren.
Opstanden fra Ækvator brat
dens Lys besejrer Mørket,
og Dag besejrer Nat.
Og Markens nye Grøde
den vækker op af Døde snart,
mens højere den stiger
i salig Himmelfart.
Derfor som Børn vi hilser
i Jesu Navn den nye Sol,
som spejder fra sin Krybbe
imod sin Kongestol.
Og vore Hjerter grønnes,
og Haabet søger Hi og Læ,
naar Haand i Haand vi synger
omkring vort Juletræ.