Den unge Sanger løfter sin Røst i Vaarens Vind,
han vender Blik og Længsel mod Livets dunkle Tind,
besynger søde Piger og unge Stjerners Dans
og lysblaa Himmeriger og Lykkens Sommerglans.
Let gaar fra Hjertet Sangen som Straalen gaar fra Sol
og vækker Græs paa Marken og Bellis og Viol.
De unge Stjerner danser, som Stjerner danse skal,
fra deres runde Baner det regner ned med Tal,
for Kloder selv saa simpelt, for Sangersind saa svært,
saa mangen sorgløs Sanger faar aldrig Takten lært.
Men den, der sænker Sindet i Tallenes Mystik,
fornemmer dunkelt Rytmen i Sfærernes Musik.
Der sortner Regnestykker langs Stjernens svungne Vej,
dog flyver den i Himlen saa luftig som en Leg.
Den nøgne Venus danser i hvide Straalers Pragt,
Merkur og Mars de følger i gyldne Lænker lagt.
De gode gamle Guder fra Oldtids lyse Drøm
om Solen kværner stadig som paa en evig Strøm.
Ak, Tallene de isner saa mangen Sangersjæl,
han aner ej, de byder ham Vinger til hans Hæl.
Først tynger de som Lænker, men frygter han dem ej,
saa bærer de som Ørne paa klare Guders Vej;
han svinger sig som Phønix, imedens han forgaar,
til vejrs paa Melodien for Millioner Aar.