Mod Skoven, der blunder i Aftenens Døen,
gaar Briser fra Øst,
og Maanen er vaagnet og ser over Søen
mod Nat og mod Høst.
Det mejede Korn over Markerne staar,
og Karlen fra Næsset og Pigen fra Øen
drev fremad med Strømmen,
som daanet i Drømmen,
der skabte en Sommer af spirende Vaar.
Og Fuglene sover i salige Reder
den rolige Nat.
Forlængst har de fundet i Skove og Heder
den evige Skat.
Den unge fik Vinger, den gamle er træt,
men Lykken har lagt sig utallige Steder.
Lad Maanen nu vaage.
De lukkede Laage
har glemt, at der baade er smilet og grædt.
Nu drives mod Landet for dryppende Aarer
den ensomme Baad,
de Maaneskins-Dryp er som Guld gennem Taarer,
som Freja i Graad.
Der flyver en lysende Stjerneskud-Pil.
Mon Artemis dræber? Mon Amor kun saarer?
Nu Aarerne lagdes,
og Ordene sagdes.
To mødes i Ønske, i Kys og i Smil.