Hundedags-Hede
hænger fra Høstens Himmel,
Solen er nede,
kuplede Skyers Vrimmel
brummer i Vrede.
Mørke og fule
Bjærge i Øst de bygger,
heftige gule
Tinder med flintblaa Skygger
Stjernerne skjule.
Fjorddybet stirrer,
stanset er hver en Sejler,
Ildvinger svirrer,
Uvejrets Land sig spejler,
Himmelen dirrer.
Kvæget i Dale
brøler mod Himlens Bjærge,
murrende gale
Kæmper til Jordens Dværge
prøver at tale.
Vide sig lægge
Skyer som hugne Grotter,
Stenalder-Vægge,
blaalige Glimt, som blotter
Indskaar og Ægge.
Ildspyd nu springer
knækkede over Egnen,
Ildaanders Vinger
flakker i Tordenregnen,
Ildforke stinger.
Kæber sig vider,
lyser i vild Forfærden,
hugger og bider
heftigt den bange Verden,
Hænder sig vrider.
Lynsvøben falder,
pisker af Jorden Brande,
Himlene knalder
Hamren i Fjendens Pande,
Vidderne gjalder.
Ilde og Vande
ned over Jorden raser,
hen over Lande
høres de gamle Aser
byde, forbande.
Ængstede farer
Dyr over Mark og Tuer,
fredløse Skarer
blottes, naar Nattens Luer
alt aabenbarer.
Kun nogle Byger,
Hundedags-Byger raser,
Morgenvind stryger
Negenes vaade Laser.
Tomterne ryger.